Tiden er så små ved at rinde ud her på Filippinerne. Om en måned sidder jeg igen hjemme i det vindblæste Danmark. Derfor tænkte jeg også, at det var på tide at tage på et lille eventyr på egen hånd. Valget faldt på Camodes øerne, som er 4 små øer der ligger nord for Cebu. Jeg pakkede tasken og drog af sted torsdag morgen. Efter en time i bus stod jeg af i byen Danao. Herfra skulle jeg med en båd til Poro Island, som er en af Camodes øerne. Jeg ankom 11.15 og næste båd gik først kl. 13, jeg måtte derfor slå tiden ihjel i Danao. Dog lettere sagt end gjort, efter 10 min. vidste hele byen jeg havde meldt min ankomst. Hmm, en hvid pige alene på tur i et meget uturistet område, uden internet og mobildækning, var måske alligevel ik´ den bedste ide. Det endte med at jeg måtte søge tilflugt i en kirke, og frelsen fik en helt ny betydning.
Efter to timer med båd ankom jeg til Poro. Jeg blev transporteret til Santiago på scooter og fandt et sted at bo, og kunne derefter læse min bog i fred på stranden!
Fredag tog jeg på tur til b.la. Bukilat cave og Danao lake. Jeg blev kørt rundt på scooter, og fik derved set øernes flotte omgivelser.
Lørdag tog jeg hjem til Cebu; så var det vist også rigeligt alene tid for denne gang. Det var dog sjovt at være alene af sted, og selv planlægge og tilrettelægge det hele (normalt kan jeg knap nok huske hvor jeg har været, når vi kommer hjem fra tur, - til Vanessas store irritation).
Søndag var jeg til mit første løb nogensinde! Det var et løb som Rise Above (den foundation som vi er tilknyttet) og Fitness First havde arrangeret. På grund af varmen, skulle vi allerede løbe kl. 5 om morgenen. Jeg løb 3 km. på 18 min. hvilket var fint, min kondition taget i betrækning.
Ellers har jeg været i biffen og set ”Eclipse” – den nye film i Twilight serien. Det var i sandhed en fornøjelse , af flere grunde.
I dag var vi nogle stykker der tog på ”lossepladsen”, for at aflevere en masse tøj og sager til familierne der. Alle i huset, havde doneret alt hvad der ikke kunne være i diverse rygsække. Det var en vild oplevelse, virkelig meget slum, men børnene var så søde, og meget glade for at se os.
Jeg er nu i færd med at pakke til den næste måneds tid, hvor jeg skal rejse rundt.Jeg rejser i morgen til Coron hvor jeg skal mødes med Michelle og hendes tyske veninde Bianca. Vi skal rejse lidt rundt til nogle gode strande, snorkle og holde sommerferie (nu er det vist også på tide jeg får set lidt af filippinerne.)
Jeg tager ikke min computer, så hvis ikke jeg får skrevet mere blog i denne omgang, så ses vi bare i DK i starten af August!
Dette praktikophold har virkelig været en fed oplevelse, og jeg har nydt hvert et øjeblik af tiden her på Filippinerne. Det bliver selvfølgelig også rart at komme hjem og se alle derhjemme igen!
Tak for støtte og opbakning, og selvfølgelig specielt tak til mine faste læsere!
See you suckers!
mandag den 5. juli 2010
Abonner på:
Kommentarer (Atom)