Her kommer lige en lille opdatering på hverdagen her i Cebu.
Først og fremmest var det jo meningen, at jeg i tirsdags skulle ha startet i min oprindelige praktik på South Western University Sped Center. Dog skrev Teacher Mike, som underviste klassen før sommerferien, en besked til mig om at han ikke ville komme tilbage og undervise klassen i juni. Jeg måtte derfor ringe til Dr. Polinar som er rektor på skolen. Hun kunne fortælle mig at der ingen børn var tilmeldt klassen. Derfor står jeg strengest talt uden praktikplads. Jeg er dog kommet frem til den løsning, at jeg her i juni og starten af juli kan besøge pigerne på Cebu Hope Center et par aftener om ugen, sammen med Michelle og Vanessa som jeg også var i praktik med. De står også uden praktiksted af andre grunde, så nu må vi få det bedste ud af det, den sidste tid.
Vi nyder vores tid sammen med pigerne, og er glade for at vi kan udskyde det endelige farvel lidt endnu. Endnu engang tak for jeres bidrag til pigerne, det betyder også at vi nu kan købe lidt bøger o.s.v. til dem, som afskedsgave.
I stedet for at rejse rundt på Filippinerne fra midten af juli rejser jeg nu rundt allerede fra d. 6 juli. På den måde kan jeg også følges med Michelle og hendes veninde. Det betyder at jeg lige får en uges mere ferie, inden jeg kommer hjem i starten af august. Det gør jo heller ikke noget, når nu det ikke kan være anderledes!
Ellers går det godt her i Cebu. Sommertiden er dog forbi, og regntiden har sat ind. Fra 1. juni har det stort set regnet og tordnet hver nat. Om dagen er det ofte overskyet og ind imellem regner det også. Så solbadningen er gået lidt i stå må man sige.
Jeg er rigtig glad for at være her, men med alle de praktik problemer har jeg været en ”anelse” rastløs. Har ikke rigtig kunnet forholde mig til, at der ikke har været noget bestemt at stå op til, og ikke har været noget fast på programmet (nogen kalder det autisme!). Jeg burde selvfølgelig være gået i gang med de opgaver jeg skal skrive til seminariet, men det har jeg selvfølgelig ikke (suprise), i stedet har jeg irriteret mig grænseløst over filippinere generelt. Jeg er ved at blive skør i hovedet over folk der hilser og råber efter en på gaden. Folk man OVERHOVEDET ikke kender. Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det er bedre end hvis de kastede knuste glasflasker og brosten efter mig. Siger til mig selv at jeg skal nyde mine ”6 months of fame”, når jeg kommer til Dk er det definitivt slut. But who am I kidding? Det bliver skønt at komme hjem og være kedelig og anonym!
Der er nu også mange rare mennesker her på Filippinerne, meget hjælpsomme og venlige. - Især dem der ikke får grønne dollartegn i øjnene, når de spotter èn på flere hundrede meters afstand!
Ellers bruger jeg den sidste tid på at se det sidste af Cebu. I søndags var vi 7 piger som tog til ”Crown Regency Hotel and Towers”. Vi fik en samlet pakke der inkluderede massage, 4D kortfilm, BUFFET <3, skywalk og afslapning ved pool for den samlede pris af 111 Dkkr.
Skywalk gik ud på at vi tog en elevator op til 37. etage. Her blev vi iklædt smarte orange kedeldragter og seler. Derefter blev vi sendt ud på tagkanten, som nogen steder bestod af tykke glasplader (!). Her gik vi så en runde rundt om bygningen, prøvede at nyde udsigten, og fik taget lidt billeder. Lidt vildt for mig som normalt lider en del af højdeskræk. Ved ikke hvad der sker med mig, måske de filippinske højder ikke er nær så skræmmende!? I hvert fald gik det fint nok, men mærkeligt at tænke på, at man bare kunne spænde selen op og springe... Hvis man da ellers har selvmordsønsker eller tvangstanker!?
Ellers har jeg været med på besøg, på nogle af de andre studerendes praktiksteder. Jeg har været på ”Carbon market” og købt lidt ragelse, samt været i biografen (for hvem ved hvilken gang?) og se ”The karate kid”. Her koster en biograf billet mellem 17-20 Dkkr.
Nå, det var alt for denne gang, her er lidt billeder fra skywalk, markedstur og huset hvor jeg bor!
fredag den 18. juni 2010
torsdag den 3. juni 2010
All in i Manila og Banaue!
I fredags tog jeg på tur med Michelle, Vanessa og Christina. Vi fløj til Manila hvor vi tilbragte dagen med shopping i ”SM mall of Asia”. Aldrig har jeg set så stort og uoverskueligt et storcenter! Vi skulle med bussen til Banaue kl. 21 om aftenen, så vi slog tiden ihjel med chokoladekage og biograftur. Da vi nærmede os afgangstidspunktet, blev Vanessa dårlig og fik alvorlige maveproblemer. Så det endte med at vi måtte overnatte i Manila og udskyde busturen. Vi kørte rundt i taxa alt for længe for at finde et hotel, men alt var booket, så det endte med at vi måtte tjekke ind på et ”hotel” hvor man lejer værelser på timebasis. Altså et af de ”hoteller” med lidt for mange spejle i loftet og lidt for mærkværdige menukort. Vi overlevede dog, og belønnede os selv med et besøg på Manila Hotel som er blandt Asiens 3 fineste hoteller. Vi kunne ikke bestille morgenmad fordi klokken var over 10, så vi blev nødsaget til at bestille buffet til 1200 pesos. Vi passede på ingen måde ind i interiøret, men buffeten bestod af laks, rejer, flødekartofler, lam, chokolademousse, brownies, ostekage, og meget meget mere – pludselig var livet ikke så besværligt!
Tre timer senere (ups), trillede vi lidt rundt i byen og så os omkring. Vi besøgte parken Rizal og det endte med vi fik en rundvisning i den gamle bydel, i hestevogn med den mest overskruede guide jeg længe har mødt.
Om aftenen kom vi endelig afsted til Banaue, og var fremme kl. 7 om morgenen.
Samme dag tog vi på tur til Hapao risterrasser, det var en lang og bumlet tur derud, men det var køreturen værd. Derefter badede vi i en varmekilde. Det har jeg aldrig prøvet før, og var overrasket over hvor varmt det var, især når man nu i forvejen steger i solen.
Mandag tog vi til Batad, hvor vi så de smukkeste risterrasser og vandfaldet ”Tappia Falls”. Det var alt i alt en gåtur på 6 timer, og 90 % af tiden gik det enten meget stejlt op eller ned. Så mine ben gør stadig ondt! Men det er en tur jeg aldrig glemmer, det var SÅ fedt!
Mandag aften tog vi tilbage til Manila med bussen. Vi var trætte, dovne og klare til at komme tilbage til Cebu, så det endte med at jeg blev overtalt (faktisk næsten tvunget) til at tage tilbage til Manila Hotel og gå ombord i morgenmads buffeten. Endnu engang gik vi "all in". Derefter tog vi et smut inden om China Town og en kinesisk kirkegård, - det siges at det er det største kinesiske samfund uden for Kina – altså China Town. Vi sluttede af med lidt shopping i et mindre SM mall inden vi tog til lufthaven og fløj hjem til gode gamle Cebu!
I går var jeg ude og spise samt i biografen og se ”sex and the city 2” med størstedelen af de danske piger hernede. Det var rigtig hyggeligt – dog blev jeg igen overtalt til at gå "all in", da vi igen måtte kaste os over en omgang buffet.
I sidste uge havde vi afslutning med pigerne fra Cebu Hope. Vi havde en filmaften onsdag, og torsdag havde vi allesammen med på stranden. Det var rigtig sjovt, men også sørgeligt at det nu er slut. Dog er vi 3 der er blevet enige om at besøge pigerne nogle aftener her i juni måned, da vi ikke helt kan sige farvel endnu!
Jeg starter først i min oprindelige praktik d. 15 juni, så nu står den på opgaveskrivning:(
Tre timer senere (ups), trillede vi lidt rundt i byen og så os omkring. Vi besøgte parken Rizal og det endte med vi fik en rundvisning i den gamle bydel, i hestevogn med den mest overskruede guide jeg længe har mødt.
Om aftenen kom vi endelig afsted til Banaue, og var fremme kl. 7 om morgenen.
Samme dag tog vi på tur til Hapao risterrasser, det var en lang og bumlet tur derud, men det var køreturen værd. Derefter badede vi i en varmekilde. Det har jeg aldrig prøvet før, og var overrasket over hvor varmt det var, især når man nu i forvejen steger i solen.
Mandag tog vi til Batad, hvor vi så de smukkeste risterrasser og vandfaldet ”Tappia Falls”. Det var alt i alt en gåtur på 6 timer, og 90 % af tiden gik det enten meget stejlt op eller ned. Så mine ben gør stadig ondt! Men det er en tur jeg aldrig glemmer, det var SÅ fedt!
Mandag aften tog vi tilbage til Manila med bussen. Vi var trætte, dovne og klare til at komme tilbage til Cebu, så det endte med at jeg blev overtalt (faktisk næsten tvunget) til at tage tilbage til Manila Hotel og gå ombord i morgenmads buffeten. Endnu engang gik vi "all in". Derefter tog vi et smut inden om China Town og en kinesisk kirkegård, - det siges at det er det største kinesiske samfund uden for Kina – altså China Town. Vi sluttede af med lidt shopping i et mindre SM mall inden vi tog til lufthaven og fløj hjem til gode gamle Cebu!
I går var jeg ude og spise samt i biografen og se ”sex and the city 2” med størstedelen af de danske piger hernede. Det var rigtig hyggeligt – dog blev jeg igen overtalt til at gå "all in", da vi igen måtte kaste os over en omgang buffet.
I sidste uge havde vi afslutning med pigerne fra Cebu Hope. Vi havde en filmaften onsdag, og torsdag havde vi allesammen med på stranden. Det var rigtig sjovt, men også sørgeligt at det nu er slut. Dog er vi 3 der er blevet enige om at besøge pigerne nogle aftener her i juni måned, da vi ikke helt kan sige farvel endnu!
Jeg starter først i min oprindelige praktik d. 15 juni, så nu står den på opgaveskrivning:(
mandag den 24. maj 2010
Weekend tur til Moal Boal - PLANET ACTION!!
I torsdags tog vi pigerne fra Cebu Hope med ned til vores lokale mall ”Ayala”. Vi spiste på en lækker græsk restaurant og bagefter tog vi dem med i biografen og så ”Shrek Forever And After”. Vi var i alt 34 mennesker, og pigerne var begejstrede over vores lille tur. Det var deres første besøg på en rigtig restaurant med mindre man medregner ”Jollibee” (et spisested der minder om MC Donalds). Jeg vil gerne sige tak for jeres støtte, uden jeres bidrag havde det ikke været muligt.
I weekenden tog Vanessa og jeg på tur til Moal Boal. Det ligger en 3 timers bustur syd for Cebu city. Vi boede et lækkert lille sted, og fredag slappede vi af ved poolen og snorklede (havet var lokaliseret i baghaven). Der var rigtig flot at snorkle, masser af koralrev og fisk.
Lørdag tog vi på tur med PLANET ACTION! Turen gik til Montaneza Falls hvor vi skulle rapelle ned af vandfaldene. Vi kørte afsted i en lille bus, og Vanessa og jeg fik lov at sidde på taget og nyde den friske luft. Vi blev hurtigt opslugte af de flotte naturomgivelser, og glemte derfor gentagene gange at holde udkig efter palmeblade og lignende, så vi måtte finde os i et par lussinger i ny og næ.
Efter køreturen blev vi iført vores rapelling udstyr; sele, hjelm og booties. Derefter ventede 35 minutters vandring opad de stejle bakker og skråninger op til det første vandfald. Det var mere end Vanessa kunne klare (hun er ikke i topform lige som jeg;), men efter en pause og nedkøling med flere liter vand, var hun frisk på at fortsætte turen.
Vi fik lov at rapelle ned af 4 vandfald, hvoraf det højeste var 30 m. Det var virkelig sjovt, og lidt grænseoverskridende for mig som både har højdeskræk og ikke har prøvet at rapelle før. Men det gik over alt forventning.
Et par steder skulle vi også hoppe ned i vandet fra en klippe. Det sidste sted var jeg den første til at hoppe, så jeg blev nede i vandet og heppede på de andre. (Vi var 13 afsted med 3 guider). Da godt halvdelen var hoppet ned, gik jeg op af vandet for at tørre i solen, da Vanessa udbryder: ”Ad hvad er det på dit ben!!!” Da jeg kigger ned sidder der den længste og klammeste igle på mit lår. Jeg prøver at skrue ned for panikken og forsøger at hive den af, men bliver så i tvivl om hvad man egentlig skal gøre(?). Heldigvis redder en franskmand mig, han får den afmonteret og smidt tilbage i vandet. ALDRIG har jeg set så mange mennesker kæmpe sig op ad vandet i en sådan fart, alle med skræk i øjnene mens de febrilske studerer deres lår!
Føj, det var lidt klamt, men så har man også prøvet det!
Søndag tog vi ud til ”White Beach” og snorklede. Det var sindssygt flot, koralrevet var lige neden under en, og var konstant bange for at støde på et eller andet. Pludselig gik det bare lodret ned, og så kunne man se alle de flotte planter og rev på kanten. Virkelig flot.
Dog begik jeg endnu en dumhed i solen. Jeg synes jeg har mistet meget farve på det seneste, og var næsten tilbage til det hvide udgangspunkt, så valgte at spare på solcremen, eller køre en ”burner” som vi kalder det. – Det skulle hun så ikke have gjort! Av!
I morgen starter vi sidste uge på Cebu Hope. Snøft, det bliver rigtig trist at sige farvel til alle de dejlige folk der, så det er med at nyde de sidste dage!
I weekenden tog Vanessa og jeg på tur til Moal Boal. Det ligger en 3 timers bustur syd for Cebu city. Vi boede et lækkert lille sted, og fredag slappede vi af ved poolen og snorklede (havet var lokaliseret i baghaven). Der var rigtig flot at snorkle, masser af koralrev og fisk.
Lørdag tog vi på tur med PLANET ACTION! Turen gik til Montaneza Falls hvor vi skulle rapelle ned af vandfaldene. Vi kørte afsted i en lille bus, og Vanessa og jeg fik lov at sidde på taget og nyde den friske luft. Vi blev hurtigt opslugte af de flotte naturomgivelser, og glemte derfor gentagene gange at holde udkig efter palmeblade og lignende, så vi måtte finde os i et par lussinger i ny og næ.
Efter køreturen blev vi iført vores rapelling udstyr; sele, hjelm og booties. Derefter ventede 35 minutters vandring opad de stejle bakker og skråninger op til det første vandfald. Det var mere end Vanessa kunne klare (hun er ikke i topform lige som jeg;), men efter en pause og nedkøling med flere liter vand, var hun frisk på at fortsætte turen.
Vi fik lov at rapelle ned af 4 vandfald, hvoraf det højeste var 30 m. Det var virkelig sjovt, og lidt grænseoverskridende for mig som både har højdeskræk og ikke har prøvet at rapelle før. Men det gik over alt forventning.
Et par steder skulle vi også hoppe ned i vandet fra en klippe. Det sidste sted var jeg den første til at hoppe, så jeg blev nede i vandet og heppede på de andre. (Vi var 13 afsted med 3 guider). Da godt halvdelen var hoppet ned, gik jeg op af vandet for at tørre i solen, da Vanessa udbryder: ”Ad hvad er det på dit ben!!!” Da jeg kigger ned sidder der den længste og klammeste igle på mit lår. Jeg prøver at skrue ned for panikken og forsøger at hive den af, men bliver så i tvivl om hvad man egentlig skal gøre(?). Heldigvis redder en franskmand mig, han får den afmonteret og smidt tilbage i vandet. ALDRIG har jeg set så mange mennesker kæmpe sig op ad vandet i en sådan fart, alle med skræk i øjnene mens de febrilske studerer deres lår!
Føj, det var lidt klamt, men så har man også prøvet det!
Søndag tog vi ud til ”White Beach” og snorklede. Det var sindssygt flot, koralrevet var lige neden under en, og var konstant bange for at støde på et eller andet. Pludselig gik det bare lodret ned, og så kunne man se alle de flotte planter og rev på kanten. Virkelig flot.
Dog begik jeg endnu en dumhed i solen. Jeg synes jeg har mistet meget farve på det seneste, og var næsten tilbage til det hvide udgangspunkt, så valgte at spare på solcremen, eller køre en ”burner” som vi kalder det. – Det skulle hun så ikke have gjort! Av!
I morgen starter vi sidste uge på Cebu Hope. Snøft, det bliver rigtig trist at sige farvel til alle de dejlige folk der, så det er med at nyde de sidste dage!
Abonner på:
Opslag (Atom)